Om yoga nidra

HVAD ER YOGA NIDRA?

Yoga nidra er en form for guidet meditation, der har været benyttet i århundreder. En meditativ rejse ind i dyb afspændthed og healing. Meditationen afspænder kroppen, men arbejder også på forunderlig vis med underbevidstheden og sindet.

En let tilgængelige meditationspraksis, som vænner dig til at stoppe op og give slip i en hektisk hverdag. Jo mere fortrolig du bliver med yoga nidra, desto nemmere vil det være for dig at glide ind i den afspændte tilstand, og efterhånden vil du kunne fremkalde den midt i en tempofyldt hverdag.

Teknikken består af en række mindfulness-øvelser designet til at stilne sindet og få kroppen til at slippe spændinger. Den kombinerer effekten af meditation og afspænding med at arbejde med en intention. Det vil sige, at du sætter en retning for noget, du gerne vil ændre på, fremelske hos dig selv eller måske lægge bag dig.

Meditationen stilner sindet. Afspændingen får kroppen til at slippe spændinger. Og intentionen kan potentielt ændre uhensigtsmæssige mønstre og er et værktøj til at holde dig på sporet, når der opstår stormvejr i dit liv.

Du bliver guidet ned gennem bevidsthedslagene til en drømmelignende tilstand, hvor du samtidig er fuldt bevidst.

Det er en ubesværet meditationsform, der er tilgængelig for alle. Forskningen har for længst dokumenteret meditationens gavnlige virkning på sindet, men det er ikke altid så let at få sindet stilnet og opnå den eftertragtede mentale pause. For nogle kan forhindringen være, at ryggen bliver træt, når man sidder længe i en meditationsstilling, og i yoga nidra-meditation ligger du på gulvet i Savasana.

Selv om én af de mange ting yoga nidra kan være gavnligt for, er søvnproblemer, er det ikke meningen,

at man skal falde i søvn. Man træner hjernen til at holde sig vågen under praksis. Kroppen er i dvale, men sindet er bevidst.

I den dybe bevidsthedstilstand, hvor man bevæger sig bag krop og sind til underbevidstheden, åbnes mulighed for at forbedre evnen til at rumme følelser med et mere fleksibelt nervesystem.

Stress er et symptom på ubalance mellem spænding og afspænding, og yoga nidra er designet til at skabe en dyb afspænding, hvor overskydende spændinger slippes.