Hatha

En bred kategori

Hvis du før har dyrket yoga uden at vide, hvilken yoga-type det lige var, så er der stor sandsynlighed for, at du har dyrket hatha yoga. Det er en gammel praksis, der kombinerer opmærksom træning af kroppen med åndedrætsøvelser. Hatha yoga er en general kategori for mange forskellige slags yoga og meget udbredt. Derfor kan man aldrig helt vide, hvad en hatha yoga-time kommer til indeholde.

Blid træning af styrke og balance

For mig er hatha yoga en opmærksom træning af kroppen, åndedrættet og sindet, hvor man får en følelse af, at det hele passer sammen og flyder ind i hinanden. En kombination at afspændende stillinger, dynamiske flows og yin-inspirerede, lange stræk er for mig en balanceret hatha praksis. Man skal gerne føle, at man kan slå hovedet fra og lade kroppen finde ind i de klassiske stillinger næsten af sig selv.

Hatha yoga hjælper med at

  • afbalancere energierne i kroppen og sindet
  • styrke rygsøjlen
  • forbedre balance og holdning
  • træne core-muskulaturen

Forskning viser, at hatha yoga kan bidrage til generel sundhed og mod overvægt.

Hvem henvender hatha yoga sig til?

Hatha yoga er bredtfavnende, og alle kan være med. Der findes masser alternativer til de klassiske yoga-stillinger, så hvis kroppen siger nej til en bestemt stilling, kan man altid finde en anden.

Ved regelmæssigt at praktisere hatha yoga kan man træne sin krop til at gøre ting, som man måske aldrig havde forestillet sig, man ville kunne. Den oplevelse har jeg selv haft flere gange, og jeg bliver lige overrasket hver gang.